torsdag den 10. marts 2011

Intro om mig selv og lidt historik

Jeg hedder Martin Lund og er 33 år gammel. Jeg er oprindelig fra Bornholm, men bor nu på tiende år i Brønshøj, hvor jeg bor sammen med min datter og kæreste.

Jeg har siden jeg var 6 år spillet fodbold, og som senior på et højt plan. Da jeg flyttede til København fik jeg arbejde som grønt bud, og det var her min interesse for cykling for alvor blev vækket, som fortsatte efter jeg fik andet arbejde.

I 2008 begyndte jeg at træne mere struktureret og seriøst, hvor jeg trænede mig op til noget specifikt som fx. Grejsdalsløbet, Sjælland Rundt osv. Men når de mål så var nået, så havde jeg egentlig ikke mere at træne efter, hvorfor motivationen til alle de timer på landevejen manglede. Fuldstændig samme scenarie gentog sig i 2009!

I 2010 fik jeg så sat et personligt træningsprogram, lavet en sæsonplan, sæsonmål og målsætninger for hele 2010. Det var lige det jeg manglede! Som tidligere fodboldspiller, hvor man hver weekend kan se frem til at spille kampe, så savnede den motivation der ligger i et have en event indenfor kort tid, så det ikke kun drejer sig om at træne op til noget som ligger 4 mdr ude i fremtiden.

Jeg startede op sidst i marts, og sæsonen 2010 gik rigtig godt, og jeg kunne følge træningsprogrammet og dermed se en markant udvikling grundet den kontinuerlige træning. Jeg begyndte at træne med FBL (Frederiksberg Bane- og Landevejsklub), og her fik jeg virkelig høvl til træningen grundet det høje niveau. Men det modnede og styrkede, jeg kørte nogle løb i Heino Cup´en i C-rækken, hvor jeg fik en 5.plads og en 3.plads. I Juni/Juli begyndte jeg pludselig at kunne sidde med til træning og endda vinde et par skiltespurter. Selvfølgelig ikke med de stærkeste H40, C og B-ryttere, men stadig en markant fremgang i forhold til tidligere på året at kunne sidde med D-ryttere.

Så jeg debuterede som licensrytter i D til Hillerøds løb, men dum som jeg var, så spillede jeg en fodboldkamp en uge forinden, som gjorde at jeg stillede op med en forstrækning i låret. Den gjorde så ondt efter to omgange, at jeg måtte trille af og efterfølgende holde 3 ugers pause. Indtil da havde jeg siddet godt med! Sidste løb i 2010 blev Tour De vest på 120 km, hvor jeg grundet manglende træning måtte slippe frontgruppen efter 85 km og et snit på 38.7 km/t. Det blev til en plads som nr. 33, men vigtigst af alt: Jeg havde over for mig selv bevist, at jeg ved målrettet og hård træning kunne sidde fint med.

Derfor så jeg frem til 2011 allerede fra den dag, og hvis jeg kunne komme i gang tidligere end marts, så ville jeg nok kunne rykke mig ENDNU mere...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar